URBANblog

Spørgsmål til vores statsminister

februar 5th, 2011 by joedolce

Hej Lars,

Hvis nogle hundrede tusinde mennesker samledes på Rådhuspladsen, demonstrerede mod dig og krævede din afgang, ville du så følge kravet og gå af?

Eller ville du erklære demonstranterne for nogle socialistiske ballademagere? Drikke en øl, lade være med at lytte, og lade politiet klare sagerne?

Ekstremistisk knækproseret eller usammenhængsk persilleforrædderi og hvidbesmittelse?

november 6th, 2010 by joedolce

- En parafrase.

*host hrøm rømme* … :

i perioder fremkommer der
en masse usammen,
hængende knækprosa rundt omkring her
på Urbanblog

det er svært at få mening ud
af teksterne
som flyder over med selvopfundne gloser
meningsløse generaliseringer,

vanvittige sætningskonstruktioner

og,
samtidig er fuldstændig blottet for
rationel argumentation

hadet lyser ud af teksterne som en laserstråle
rettet mod hornhinden

en har i en kommentar kaldt mig for pædofilibøssenar
selv om jeg ikke er nogen af delene
hverken pædofil, bøsse eller nar

og provobøssesvanseka’l,
homofilbøssesvans

det tar jeg ikke så frygtelig tungt igen, men der er alligevel noget der får mig
til at tro at noget
er galt med personerne bag,

helt.

Kære medier: Tal ordentligt

oktober 24th, 2010 by joedolce

Kære medier,

herunder især
Kære Politiken
Kære DR
Kære Ekstrabladet
Kære TV2
Kære Jyllands-Posten
Kære Berlinger

Er I ikke søde at lade være med at omtale SU til hjemmeboende som café-penge?

Det er nedladende over for de mange unge, som af nødvendighed betaler til families økonomi.

I skulle skamme jer. Intet mindre.

Tak for alt, min kære P3

september 20th, 2010 by joedolce

Kære Danmarks Radios P3

Det er ikke dig, der er noget galt med. Det er mig.

Jeg orker dig ikke rigtig mere. Jeg synes vi er gledet fra hinanden. Og jeg synes nu alligevel, at det er dig, der er gledet mest.

Jeg er ked af, at jeg når jeg sætter mig træt hen for at slappe af, og gerne vil have god og varieret musik i baggrunden, skal lytte på fodboldtransmissioner. Op til fire aftener om ugen. Det kan du ikke være bekendt. Og så imellem liveopdateringerne har du den frækhed at præsentere mig for en musikprofil, som aldrig er kommet ud af sluthalvfemserne.

Jeg bliver frustreret over, at musikvalget bliver mindre og mindre alsidigt. Hvorfor tænde dig, når jeg kan gå i byen og få det samme? Jeg kan tune ind på en billig bondine af en reklamefinancieret radio og få samme mainstreamoplevelse.

Og så synes jeg dine stemmer bliver mere og mere anstrengende at høre på. Buh. Bæh. Hop.

Ind imellem giver du mig glimt af hvad du var engang. Men slet ikke nok. Milling, Camilla Jane Lea, Kenneth K. m.fl. viser format. Men jeg synes du trænger dem i baggrunden.

Det er hårde ord. Men kom ihu, at jeg synes vi har haft en god tid sammen. Jeg tror bare det er tid til at jeg finder andre øregange. Det er nok det bedste for os begge to.

Tak for alt, P3. Du har givet mig meget med i bagagen.

———-
This just in: Kontaktannonce

Jeg: Mand sidst i tyverne, k/ærlig, rolig og ikke-ryger, søger nyt radiobekendtskab. Måske mere end blot kendskab - det må tiden vise.

Du: Alsidig musikkanal med vidende værter. Du må ikke være for stram i genrevalget. Heller ikke for slap og mainstream. Du forstår at udfordre mine min høresans og vil gerne skubbe mig i mange retninger. Du har en skarp profil og evnen til at dykke ned i dybere lag.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Og … Forslag fra 3. mand og gifteknive modtages gerne.

joedolce definerer: Blogging

juni 27th, 2010 by joedolce

Fra joedolces ordbog:

Blogging (<en; -en, ikke flertal>): En online dagbog, hvor man kan lægge sine tanker eller hvad man synes er interessant ud til skue og debat. Den teknologiske platform muliggør, at man kan svare direkte på blogindlæg i stedet for at oprette et nyt med samme emne lige efter. Denne Web2.0-finesse, som kaldes “kommentarer”, er slået igennem i den brede befolkning, men der sidder stadig enkelte hattedamer og fortidslevn, for hvem det ikke er gået op for endnu.

joedolce definerer: dobbeltmoralsk

april 27th, 2010 by joedolce

Fra joedolces ordbog:

Dobbeltmoralsk (adjektiv <-, -e>): Når f.eks. en ideologisk parole om at alle skal kunne tåle hån, spot og latterliggørelse en dag bliver brugt imod sig selv, og forargelsen så ingen ende vil tage.
Brugt i en sætning: “Dansk Folkepartis reaktion på nogle karikaturtegninger på Facebook er dobbeltmoralsk”.

joedolce definerer: Retsfølelse

maj 4th, 2009 by joedolce

Fra joedolces ordbog:

Retsfølelse (substantiv <en; -n, -r, -rne >): Et retorisk kneb, der påberåbes sig i diskussioner om straf, hvor påberåberen derved får carte blanche til at kræve højere straf uden at argumentere nærmere for hvorfor, og samtidig inddirekte indtager en holdning om at strafudmåling skal afgøres af personlige følelser snarere end samfundshensyntagen.
Bruges ofte i konstruktionen Min retsfølelse er krænket.

Mystisk sygdom spreder sig blandt bilisterne

marts 26th, 2009 by joedolce

Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut er så småt begyndt at slå alarm: En mystisk sygdom spreder sig blandt landets bilister. Alle er i risikozonen for at blive ramt af det farlige virus.

Sygdommen, som er døbt Nowayius Blinklysius, kommer til udtryk som nedsat motorik i fingrene og håndleddet. Smittede bilister er således ikke i stand til at betjene deres biler efter reglerne, og især brugen af blinklys er yderst problematisk for de ramte.

Smalt håb om helbredelse
- Der findes ingen medicinsk behandling for sygdommen, udtaler overlæge Bent Akspej Lipanden fra Sundhedsstyrelsens Traumecenter, og fortsætter: - Vores forskerer har arbejdet med viruset i et par år efterhånden, og er i øjeblikket ved at undersøge om sygdommen egentlig tager udspring i visse områder af hjernen. Det er der for nuværende noget der tyder på.

En rundringning til andre lande viser, at Danmark tilsyneladende er i front på dette område. Både med hensyn til sygdommens udbredelse og med forskningen.

Møgirriterende for alle
Sygdommen kan i det lange løb vise sig at have alvorlige konsekvenser. Ikke kun for den ramte, men også for omgivelserne. Manglende brug af bilers blinklys kan give gener fra alt til irritation blandt omgivelserne til direkte livsfarlige situationer.
- Fodgængere, cyklister og alle andre trafikanter har ikke en chance for at vurdere en bilists hensigt, hvis bilisten ikke bruger blinklyset. Og så kan der opstå meget farlige situationer, især i t-kryds, vejkryds og rundkørsler, udtaler Søren og Irene fra Færdselspolitiet.

“Jeg ligeglad”
Vi har spurgt to af de ramte bilister om hvordan de lever med deres sygdom.
- Jeg kører som jeg altid har gjort, fortæller Charlotte Ardonnay fra Vedbæk. - Herregud, sådan en lille sygdom gør da ikke noget, darling. Jeg kører skam nydeligt, og hvordan skulle jeg ellers kunne komme til manicure?, spørger hun, mens hun forsøger at skjule de to buler på højre forskærm af bilen.

I den anden ende af landet sidder Brian fra Aalborg Øst og raser: - Jeg er sgu ligeglad, siger han på syngende aalborggensisk. - Det’ for maje hvis man ikke længer’ må køre bil bare fordi ens venstre hånd ikke virker. Det vigstigte må sgu da være at man kan nå speederen, slutter Brian, og kører hvinende væk i sin Opel Kadet.

Kompenserende adfærd
En rundringning blandt 117 ramte bilister viser, at den manglende motorik kommer til udtryk i en kompenserende adfærd i retning af teleelektronikken: 98 af dem kørte bil, mens vi talte med dem.

Fremtiden er usikker i trafikken
Det forlyder fra politiet, at de ikke har ressourcer til at tage hånd om problemet. Alle ekstra betjente bruges i øjeblikket til det verserende stofhandelopgør i København samt forberelse til jubeldemonstrationerne, når Fogh rejser bort til NATO. Indtil forskerne finder en kur mod sygdommen, må alle vi andre derfor være lidt mere tålmodige og forsigtige, når vi færdes i trafikken. Rådet må lyde: Næste gang din færdsel bliver forstyrret, bremset eller besværliggjort af en bilists manglende blinklys, skal du bare tænke: “Staklen kan jo ikke gøre for det.”

Hej med jer

december 6th, 2008 by joedolce

Mit “liv” her på Urbanblog kommer primært til at handle om at læse og kommentere andre blogs. Jeg er ikke den store skriver, så forvent ikke for mange blogindlæg fra min side. Det kan være der kommer et enkelt i ny og næ (hvornår næ så end er).

Jeg håber det er i orden.